| 3.hold.1.12.2011 |
| Skrevet af Bjørn Valstrøm |
Hvad der sker når Svenne går i swingerklub
Torsdag den 1. december var der forholdsvis roligt på gaderne i Odense. Det skyldes til dels første afsnit af The Julekalender, men også opgøret på ejbygade mellem OSMK 3 og OSC 3. Vi stillede med dynamitopstillingen Fuglen, Ahler, Thuesen og Ulrik le Fevre. Ahler begyndte med en lektion til OSC's 2. single. Det var rundt i hjørner, kort spil og god bevægelse, der var hovedårsagerne i sejren til Ahler. Samtidig var Ulrik igang på bane 4. Manden med Jarl Friis Mikkelsens kulør og Claus Rifbjergs ungdommelighed vandt kampen, der skulle vise sig at være udslagsgivende for hele holdkampen. Dernæst skulle Fuglen på banen. Manden, der har fået samtlige psykologer på Fyn på overarbejde fik bevist, at hårdt arbejde i psykiatrien ikke altid giver afkast med det samme. Et skidt 0-3 nederlag til Rasmus fra OSC. Jens Thuesen spillede som vanligt et drama mod en ungersvend. Kampen, der led under tilskueruroligheder mellem andet og tredje sæt udartede sig til en episk kamp og næsten obligatorisk fem sætter, når Thuesen er involveret. Desværre tabte Jens 12-10 i femte sæt efter at have været nede 0-2 i sæt. Anden runde startede med sejr til rutinen Ahler. Manden er uhyggelig, når han føler sig under 30 og kroppen er i form. Fuglen fortsatte, hvor han slap og tabte første sæt på ingen tid. Dernæst trådte Ahler i karakter som træner. I en nærmest coaching-hypnose ala Ali Hamann fik han Fuglen op i gear. Dette gear var nok til en fire sæts sejr over en sindig jyde med et anderledes greb på ketcheren. Ulrik blev sat grundigt på plads af Thuesens overmand og stillingen var nu 4-3 OSMK. Nu var det op til Jens Thuesen at afgøre holdkampen. Dette kunne godt mærkes rundt i centret, hvor stilheden bredte sig som en steppebrand. Samtidig bredte samhørigheden sig blandt OSMK tilhængere og spillere. Det var nu Jens Thuesen skulle vise, hvad han er lavet af. Modstanderen virkede sejrssikker, da han mødte Jens Thuesens lidt opgivende udtryk 40 cm fra glasdøren ind til bane 3. Deres blikke mødtes kortvarigt og en symfoni af testestoron og adrenalin omdannede squashcentret til Colosseum i Rom, hvor kun én overlever, når to krigere krydser klinger. Jens taber et hektisk første sæt, hvor OSC spilleren måske rammer tinet på den sidste bold, men ikke ifølge dommeren. Andet sæt blev hvor Al Pacino junior (OSC spilleren) kørt rundt i de mange verdenshjørner, der eksisterer på en squashbane, når det ser håbløst ud. Tredje og fjerde sæt var en form sag for Jens Thuesen, der virkede skadet og træt, men viste den moral man udviser i OSMK! Samlet sejr til OSMK på 5-3 og vi glædede os over, at Svenne havde fundet vej til den lokale swingerklub i stedet for squashcentret denne aften. Han har før skabt en uro internt på holdet, hvilket ikke havde været gunstigt denne aften. /KF |
| Senest opdateret: Tirsdag, 06. december 2011 14:52 |










