| 1.2.hold.11.2011 |
Kampreferat af holdrunde nr. 4, 1. Div.
OSMK 1 vs. OSMK 2
Det var en broget flok, der mandag d. 7. nov. var udtaget til lokalopgøret mellem OSMKs to bedste squashhold på herresiden.
1. holdet var repræsenteret ved: Mads Seiersen aka ”Isbjørnen”, Jacob Skalka aka ”Pandaen”, Henrik Thayssen aka ”Antikviteten” og Jens Clausen aka ”Formanden”.
2. holdet var repræsenteret ved: Martin Findshøj aka ”Supersælgeren”, Kim Madsen aka ”Den lystige giver”, Bjørn Nedergaard aka ”Ege” og Mads E. K. Bak aka ”Junior”.
Der stod aldrig tvivl om rundens samlede resultatet, selvom der blev leveret et par overraskelser på dagen. Bl.a. det som fremover vil blive omtalt som ”Miraklet på Ejbygade” …
Det var en modsætningsfyldt kamp, der udspillede sig på bane 3 mellem Antikviteten og Junior. Det var en kamp, hvor Junior måtte gå på banen, som dén undertippede udfordrer, han nu en gang var. Det var et møde, hvor Junior allernådigst fik adgang til squashens hellige haller, da han kom i audiens hos OSMKs svar på Holger Danske el. I daglig tale blot Antikviteten. I kraft af sin erfaring, havde Antikviteten på forhånd lagt en skudsikker strategi, der i tre underholdende sæt viste, at Junior generelt har gjort gode fremskridt, men at teenagehjernens snørklede logik (læs: øl - fisse, fisse - øl ????) i nogle tilfælde kan virke hæmmende på dagsformen. I skikkelse af Antikviteten, blev 100 års squasherfaring, for stor en mundfuld for fremtidens mand, Junior. (Kampens resultat: 3-0).
Formanden havde på trods af sit træben, den granatsplint han havde erhvervet sig på stranden ved Normandiet under D-dagen, en lurende diskusprolaps mellem 4. og 5. Nakkehvirvel, et stk. forstrukket røvhul og en seneskedehinde-betændelse i højre håndled (grundet for meget poker), en forholdsvis stille dag på kontoret. Formanden afgav et enkelt sæt til ”Ege”, da denne blev slået 3-1. Resultatet af kampen mellem Formanden og Junior er redaktionen ubekendt, men da denne kamp blev afviklet før redaktionens tid, opfordres læseren til selv at rette henvendelse til en af de to kombatanter – ved tvivlspørgsmål kan det anbefales, at man kontakter begge kombatanter.
Dagen blev på den baggrund nok en af de dage, som ”Ege” vil lægge i glemmeskuffen sammen med de øvrige skattepapirer. Til gengæld byder fremtiden på en masse kirurgiske indgreb (læs: penisop.), så fanen står stadig rank og høj (!). I forlængelse (!) af Eges kampe, vil det være på sin plads at tale om genoprejsning (!). Således stod Pandaens to kampe i genoprejsningens tegn. Under de seneste træningssessioner havde denne registreret en mærkbar tilbagegang i dagsformen. Til alt held svigtede dagsformen ikke, da Supersælgeren og Den lystige giver hurtigt blev anvist til omklædningsrummet . (Kampenes resultater: 3-1 og 3-0). Som den første kamps resultat afslører, så blev der alt i alt afgivet et enkelt sæt. Pandaen blev løbende besnakket og smurt af Supersælgeren, og der blev givet et tilbud, som man ganske enkelt ikke kunne afslå. Derfor blev der som kompensation afgivet et enkelt sæt (- uden sidevogn). Den lystige giver gav sig hurtigt, som kampens resultat også vidner om.
Med disse ord nåede vi næsten til vejs ende. Men inden da, så mangler vi lige en førstehåndsskildring af det, der er blevet kaldt for ”Miraklet på Ejbygade”. Man vidste på forhånd, at der var lagt i kakkelovnen til noget stort, da Isbjørnen og Supersælgeren entrerede bane 3 i vanlig stil. Supersælgeren havde taktikken klar, og han forsøgte allerede fra begyndelsen af at tage ordet ud af munden på Isbjørnen. Da Isbjørnens tunge først kom på gled, lignede Supersælgeren en, der havde tabt mælet – eller en sælger, som havde fået til opgave at sælge luxuslingeri til en flok jord –og betonarbejdere, der var godt i gang med at gøre E20 tresporet. Første sæt var således blevet afviklet i alt andet end ro og orden, og Isbjørnen kunne gå fra banen med et sikket vundet 1. Sæt. Hvad der derefter er gået gennem Isbjørnens hoved må stå hen i det uvisse. Der er blevet gættet på, at man har leget isbjørnen sover … i hvert fald var det en sovende Isbjørn, der tog hul på 2. Sæt, og hvis man altså skulle have været i tvivl, så er der en årsag til, at Supersælgeren kaldes for supersælgeren – det stod nu 1-1 i sæt. Uden at tage noget af æren fra Supersælgeren, må man konstatere, at det derefter kun glimtvis lykkedes Isbjørnen at vågne fra den dvaletilstand, han havde indfundet sig i. Det lykkedes således Supersælgeren at sælge sit luxuslingeri til jord –og betonarbejderne! Kampens endelige resultat 2-3 i Supersælgerens favør. Og ”miraklet på Ejbygade” var en realitet. Hvad er moralen på denne kamp, som lignede en unfair kamp mellem David og Goliat? Moralen må være: Du skal ikke sælge sælgeren før skindet er købt.
I øvrigt udspillede sig et mindre drama, da Den lystige giver, i kampen mod Isbjørnen, løb et antal mil, der må svare til sådan ca. det samme antal mil, som Scott og Amundsen havde tilbagelagt, da de nåede Sydpolen. (Kampen endte 3-0 i Isbjørnens favør). Rygtet siger, at Den lystige giver er indlagt på Skodsborg Sanatorium, og tidligst kan kontaktes om en fjorten dags tid grundet inaktivitet.
Det skal understreges at redaktionens journalistiske metode primært bygger på førstehåndsberetninger, brudstykker fra omklædningsrummets vidensdeling og anden videnskabelig evidens. Med andre ord, så er dette den skinbarlige sandhed ord for ord. Der tages dog forbehold for trykfejl.
/Redaktionen
|










