| Damer.Elite.1.10.11 |
| Skrevet af Bjørn Valstrøm |
Kampreferat lørdag d. 1/10 2011Lørdagens kamp i elitedivisionen var fra start en lang tur op ad bakke. Starttidspunkt kl. 11 i Birkerød betød afsæt fra Odense kl. 8.50 lørdag morgen og derefter næsten 2 timers kørsel på E20… Godt at selskabet var så hyggeligt. Selve det sportslige er der ikke så meget ved at skrive om, da vi i mangel på vores normale 1. single var stærkt reduceret. Vi mødte ikke engang Birkerød i stærkeste opstilling, da de også plages af flere skadede spillere. Meget regelret startede vi med 3 kampe for derefter at spise frokost. Den dejlige hjemmelavede pastasalat med ekstra stærk hvidløgsdressing kunne vi så nyde bagud med 3-0. Line Sjodsholm havde ellers lagt godt ud med næsten at snuppe et sæt fra Sidsel Trap, derefter blev det 3-1 til Birkerøds Hanne Vikjær mod en bravt kæmpende Louise Jørgensen. Ann-Sofie havde desværre ikke en chance mod den tidligere ”top-30 i verden” spiller Neha Kumar. Efter pausen var det Sjodsholm, som måtte se sig servet ud af canadiske Neha Kumar, utroligt at man stadig kan blive snydt af en flugt-eller-bolden-dør-i-hjørnet-superhøj-lop-serv. Louise tabte 3-0 til Sidsel Trap trods rigtig mange flotte længder i baghånden, Ann-Sofie forsøgte forgæves at snakke sig til et sæt mod Hanne Vikjær med mange lange samtaler mellem og under duellerne. Vi tog derefter et meget hurtigt bad og forsvandt ud i eftermiddagssolens varme.. Hjem mod Fyn med en sæk på 6-0, kun afbrudt af en is-pause som viste sig at være dagens positive indslag. Næste kamp er hjemme mod KSK lørdag d. 5/11 med kampstart kl. 11. Line Sjodsholm
|
| Senest opdateret: Onsdag, 05. oktober 2011 11:53 |










