DM i OSC
Endnu en gang lagde OSC baner til DM, og endnu en gang var det naturligt, at OSMK stillede op med en pæn delegation. Startende hos kvinderne var det altid aktive Louise og Line, der trods en hård sæson stadig har mod på at komme ud og spille kampe - og naturligvis i mesterrækken. Desværre røg begge spillerne ud i første runde, Louise til Cecilie Mayer, og Line til Sissel Trap. De sidste kampe bød på oprejsning til Line, der tog en flot 10. plads mens Louise måtte tage til takke med en 13. plads. Hos herrerne blev C rækken ramt særdeles hårdt af hele 6 spillere. Dan Povlsen, Bjørn Nedergård, Jens Thuesen, Klaus Fuglgaard, Mads Bak og Ulrik Petersen, gjorde alle deres til at gøre klubben stolt. Med så mange OSMK'ere i rækken kunne det ikke undgås at vi ville komme med i det gode selskab, og unge Mads stod for den vel nok største overraskelse, da han efter at have slået Dan og Jens tog en flot 3. plads fra sidstnævnte. Klaus gjorde det tilsvarende flot og var ude i en lang dyst med Thomas Rønn. Til sidst viste Thomas sig dog at være for rutineret og Klaus måtte give op efter 5 sæt. Herre B havde også fint besøg i form af Boysen, Thayssen, Hune og Skalka. Hune og Boysen mødte hinanden allerede i første runde, og deres kampe plejer at være meget lange og underholdende. Derfor overraskede det, at Boysen vandt efter kun 4 sæt. Efterfølgende blev han dog slået ud af Mark Povlsen. Skalka og Thayssen bragede sammen i semifinalen, hvor Skalka tog den på rutinen med 11-7 i alle tre sæt. Også han måtte dog bukke sig for Mark Povlsen. Som rosinen i pølseenden stillede Krøier op i mesterrækken og måtte tage til takke med præcis samme placering som sidst år. Dog med den forbedring, at det i år lykkedes at tage to sæt. selvom det ikke blev til guldmedaljer i rækkerne kan OSMK dog roligt være stolte over, at vi stadig stiller op med godt humør og kampgejst. Lad os håbe vi kan bevare den ånd mange år frem.
KK, 17.4.10
|